Om mentalisering - Institut for Mentalisering Institut for Mentalisering

Mentalisering handler om, at skabe forestillinger om det mentale liv der ligger bag menneskelige handlinger. Mentalisering beskrives som implicit og eksplicit fortolkning af egne og andres handlinger på baggrund af indre mentale tilstande, så som ønsker, behov, intentioner, tanker mm. Det er vigtigt at bemærke, at til trods for at ordet mentalisering kan give associationer til kognitive aspekter, fokuserer mentalisering på alle mentale tilstande, både de kognitive såvel som de emotionelle. Videre foregår mentalisering for det meste implicit, hvilket kan ses som førbevidste, eller ubevidste processer. Mentalisering forekommer tredelt, idet evnen dækker over at kunne forstå en selv, andre og relation mellem en selv og den andre (Bateman og Fonagy 2005).

Mentaliseringsbegrebet relateres til lignende fænomener som empati, mindfulness, psychological mindnes og affektbevidsthed. De parametre som skiller mentalisering fra ovennævnte, kan inddeles i tre akser, hvor man kan undersøge i hvilken grad fænomenet fokuserer på en selv eller andre, i hvilken grad evnen kan siges at være eksplicit eller implicit samt i hvilken grad der fokuseres på affektive og kognitive elementer. Hvor mentalisering forsøger at indbefatte alle de ovennævnte elementer, er empati for det meste implicit affektfokuseret på andre, mindfuldness er eksplicit fokuseret på en selvs kognition og affekter, psychological mindnes er for det meste eksplicit og affektbevidsthed. For en nærmere beskrivelse af dette, henvises der til Choi-Kain og Gunderson (2008).

Ved at forstå os selv på baggrund af mentale tilstande, skaber vi en indre sammenhæng der gør os i stand til at se os selv som et individ med en personlighed og identitet. Vi kan danne et billede af os selv og andre hvor fortid, nutid og fremtid mødes, og vi kan se, hvordan nutidige reaktioner hænger sammen med tidligere erfaringer, og vi kan (temmelig præcist) forudse hvordan vi vil reagere i en fremtidig situation, baseret på fortidige og nutidige erfaringer (Bateman og Fonagy 2005).

Når vi forsøger at forstå andres mentale tilstande på en mentaliserende facon, opfatter vi andres handlinger som meningsfulde, dog levnes stadig en tvivl om, hvorvidt vi har forstået den anden helt. God mentalisering er kendetegnet ved, at vi tager højde for at vi aldrig vil kunne vide nøjagtig hvordan en anden person har det, på samme måde som ingen vil kunne vide nøjagtig hvordan ens egen subjektive tilstand er.

At gøre brug af mentaliseringsevne i en relation er en kompliceret proces. Det handler om at knytte egen mental tilstand sammen med den andens mentale tilstand, og være åben overfor, at ens egen og den andens mentale tilstande kan påvirkes af hinanden. Det vil sige, at ændringer i min mentale tilstand kan medføre ændringer i den andens mentale tilstand, efterhånden som relationen udvikler sig. Jeg kan blive overrasket over, hvordan den anden har det, og vedkommende kan påvirkes af, hvordan jeg giver udtryk for min indre tilstand (Ibid).

Som tidligere nævnt, fungerer mentalisering på to niveauer, et implicit og et eksplicit niveau. Mentalisering foregår primært på et implicit niveau, hvor vi forstår os selv, andre og interaktionen mellem os selv og andre på en umiddelbar, ikke-bevidst facon, hvor vi hurtigt danner tanker og ideer om sammenhængen mellem handlinger og mentale tilstande. Når vi bliver aroused, mister vi midlertidig evnen til at mentalisere. Når vi eksempelvis kører bil, forventer vi, at de andre trafikanter handler på en bestemt måde, og at de har intentioner om, at trafikken skal flyde så nemt og trygt som muligt. Når andre mennesker ikke lever op til disse forventninger, kommer vi hurtig i affekt, og kommer til at forstå deres handling ud fra rigide forståelser, som at den anden er en idiot, skør eller inkompetent. Andre forklaringer, så som at de har fået et ildebefindende, er blevet blændet af solen mm. er mindre umiddelbare, og vi må bruge vor eksplicitte mentaliseringsevne for at hente denne forståelse frem (Ibid).


Begrebet dukkede først op i fransk psykoanalyse, i slutning af 1960’erne (Luquet, 1987; Marty, 1990; Lecours & Bouchard, 1997), men blev for alvorlig kendt da Simon Baron Choen begyndte at knytte fænomenet til sit arbejde med autisme i 1990. Samtidig begyndte professor Anthony Bateman og professor Peter Fonagy og benytte begrebet i sin forståelse af borderlinepatologi, og det er især denne tradition der er udbredt sig til mentaliseringsbaseret psykoterapi (MBT). 

MBT er evidensbaseret til behandling af patienter med borderline personlighedsforstyrrelse, men i de senere år er tilgangen benyttet i forståelsen og behandling af flere andre psykiske lidelser; spiseforstyrrelser, misbrugslidelser, depression, angst, OCD, PTSD osv.

Fra at være kombinationsbehandling bestående af individual og gruppeterapi, ser man nu at begrebet benyttes i andre sammenhænge, så som mentaliseringsbaseret miljøterapi, mentaliseringsbaseret organisationsteori og mentaliseringsbaseret familieterapi.

Formentlig hænger den fremgang mentaliseringsbegrebet og MBT har oplevet de sidste 20 år sammen med, at man med begrebet har indfanget noget meget centralt i det at være menneske; navnlig at forholde sig til sig selv og andre mennesker som være intentionelle skabninger med subjektivitet og agens. Derudover er begrebet tilpas defineret til at det kan operationaliseres, selvom sidstnævnte kan være besværlig i en klinisk hverdag.

Se professor John Allen forklare mentaliseringsbegrebet her.

Se professor Peter Fonagy forklare mentaliseringsbegrebet her.

Vore kollegaer i Norge har samlet en meget god og overskuelig liste over relevant litteratur om mentalisering. Du finder siden her: http://www.mentalisering.no/litteratur